Det vi har sammen

Sexmisbrugt samler ind til udsatte børn

Foto: TV ØST

Michael Roscoe fra Kalundborg er kommet ovenpå i sit liv efter en traumatisk barndom. Nu samler han selv ind til udsatte børn.

Michael Roscoe kan næsten ikke få armene ned. I mandags skød han en indsamling igang til fordel for udsatte børn. Opbakningen er allerede overvældende.

- 30.000 kroner på 24 timer. Det er rigtigt stort, siger den 21-årige ildsjæl fra Kalundborg, som vil donere alle pengene til julemærkehjemmene.

Michael Roscoes egen barndom var præget af en traumatisk oplevelse, da han var udsat for seksuelt overgreb af en ven til familien som 5-årig.

Forældrene var skilt, Michael Roscoe blev mobbet, og i skolen nåede han aldrig længere end 8. klasse. Men så tog han en beslutning om at vende sit liv 180 grader.

- Intet er umuligt, hvis man bare gør, hvad der skal til, mener Michael Roscoe, der allerede som 16-årig blev far til en søn, som har stor betydning for viljestyrken til at bryde den sociale arv.

- Han er mit et og alt. Min søn skal have den rollemodel, jeg manglede som barn, erklærer Michael Roscoe, der i dag har stor succes med et job i computerbranchen.

Det sidste mål på hans rejse nærmer sig. Michael Roscoe har tabt 30 kilo siden sidste år, og nu træner han til det 300 kilometer lange cykelløb Sjælland Rundt, der køres den 29. juni.

Samme dag slutter indsamlingen, som kan støttes ved at kontakte Michael Roscoe gennem hans blog på nedenstående adresse.

http://impossibleisoverrated.dk/

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App