Sexlegetøj storsælger

Jyderne er glade for håndjern og lidt smæk, mens sjællænderne er helt vilde med legetøj. Det fortæller forhandlerne af sexlegetøj, der samtidig glæder sig over stærkt stigende salg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Har du ikke selv et stykke legetøj liggende i soveværelset, så er der stor sandsynlighed for, at din nabo har et eller flere.

”Statistisk set har alle danske familier noget legetøj liggende, baseret på hvad der er solgt i antal år for år”, fortæller Keld Saxenfelt fra firmaet Saxenfelt i Tappernøje, der blandt andet producerer dildoer og andre erotiske hjælpemidler

Også forhandlerne glæder sig over danskernes mindre blufærdighed overfor fantasifuldt udstyr, der kan peppe sexlivet lidt op

”Vi har nok lavet en 300 til 400 procent omsætningsstigning indenfor de sidste 3 til 4 år”, fortæller Mogens Jørgensen fra Paradiss-butikkerne, som man finder i Holbæk, Århus og København.

Han fortæller også, at det er dildoer og andre vibratorer, som danskerne mest går efter

”Især kvinderne vil helst have små og handy vibratorer, der ikke larmer. Det sælger vi en del af”.

Ifølge Mogens Jørgensen er der også stadig lidt forskel på, hvad vi køber rundt om i landet. Jyderne er lidt mere vovede når det kommer til håndjern, at binde hinanden og lidt smæk, mens sjællænderne mest er til legetøj.

”Vi sælger mere legetøj på Sjælland end i Jylland”, siger Mogens Jørgensen

Hos Saxenfelt i Tappernøje, der blandt andet producerer 70.000 dildoer årligt, finder Keld Saxenfelt det helt naturligt, at danskerne har fået et mere afslappet forhold til de erotiske hjælpemidler

”Vi ser det jo alle steder, man kan dårligt åbne en avis, uden der er nogen, der udstiller det, og du kan ikke trykke på Internettet, undtagen der er noget, der popper op hele tiden”.

Vil du se mere? Indslaget bliver sendt søndag den 25. marts klokken 19.30 på TV2 ØST.


Nyhedsoverblik