Det vi har sammen

Sexdom koster logemedlemmer

Foto: TV ØST

Medlemmerne flygter fra Odd Fellow Ordenens storloge, hvor et 73-årigt medlem har fået dom for at blufærdighedskrænke en 14-årig pige.

Odd Fellow Ordenens storloge har holdt ekstraordinært storlogemøde. Det skete efter voldsomt pres fra medlemmer, efter at flere end 11.000 mails på privat initiativ var blevet sendt til medlemmer over hele landet med orientering om, hvordan ordenen har håndteret sagen om et 72-årigt logemedlem fra Kalundborg, som har fået en seksualdom for blufærdighedskrænkelse af en 14-årig pige.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

Holdt hånden over dømte

Storlogen holdt i lang tid hånden over manden med henvisning til, at 30 dages betinget fængsel var en »mild dom«. Ifølge en kilde blev det på det ekstraordinære storlogemøde afgjort, at seksualdømte ikke kan være medlem af Odd Fellow Ordenen.

Presset fra medlemmer handler også om, hvordan Odd Fellow-storsire Erling Stenholdt Poulsen har håndteret hele sagen, men han »overlevede« storlogemødet.

Over 20 procents tab

Nordvestnyts anonyme kilde mener, at sagen kommer til at koste Odd Fellow dyrt:

- Jeg bliver forbavset, hvis medlemstabet kan holdes på 20 procent. Det kan ende meget værre, lyder vurderingen.

Nordvestnyt har talt med Odd Fellow-overmestrene i Kalundborg, Holbæk og Odsherred, og i flere loger har man oplevet medlemstab på grund af sagen med den seksualdømte fra Kalundborg.

Bekræfter medlemstab

Det bekræfter Jens-Jakob Gross fra Broderloge 9 Andreas Holck, Kalundborg, mens overmester Bjarne Jensen fra Broderloge 111 De Fem Tårne, fortæller, at han endnu ikke kender svaret.

Overmester Ole Nielsen fra Broderloge 40 Kong Skjold i Holbæk har også oplevet medlemstab, oplyser han, mens overmester Bjarne Friis-Hansen fra Broderloge 38 Humanitas i Nykøbing Sj. ikke ønsker at udtale sig.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App