Sexanklaget præst prædiker stadig

En præst fra Vestsjælland fortsætter sit virke inden for den katolske kirke, selvom anklager om sexovergreb for et år siden sendte den selvsamme præst på pension.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 2010 anmeldte Frederik Roed sin tidligere præst fra Holbæk. Anklagerne lød på, at præsten skulle have forgrebet sig på ham i slutningen af 80'erne.
Efterfølgende fulgte fem andre anklager af lignende karakter fra andre, der havde været i kontakt med den samme præst. Anklagerne frafaldt, fordi sagerne var for gamle. Derfor kan præsten frit prædige videre. Det sker i en bolig til to millioner kroner, der er betalt af den katolske kirke.

- Jeg synes, det er en hån mod os ofre, der er stået frem og har anmeldt præsten for overgreb. Nu får han lov til at fortsætte i den her villa, som bliver betalt af bispedømmet. Det er jo absurd, siger Frederik Roed.

Sidste år blev præsten tvunget på pension af den katolske kirke. Kirken er forpligtet til at sørge for bolig til deres præster- også når de er pensionerede. Herfra prædiker den tidligere anklagede præst videre for sin gruppe af tilhængere.

- Hvis en sag er blevet bedømt til, at præsten er gået på pension som sognepræst, så har han stadigvæk lov til at prædike, siger Niels Engelbrecht, der er talsmand for seksuelle sager i den katolske kirke.
Sagen er afsluttet, men det frustrerer Frederik Roed, som mener, at den katolske kirke ikke tager ansvar for de anklager, der har været mod præsten.

- Jeg mener, at kirken skal tage ansvar og stille præsterne til regnskab for det, de har gjort. I enhver anden virksomhed ville man have afskediget en medarbejder, men her lader man ham blot fortsætte som hidtil, siger Frederik Roed.


Nyhedsoverblik