Det vi har sammen

Seværdighed er blevet losseplads

Foto: TV ØST

En losseplads. Det er, hvad der er blevet af seværdigheden, hvor nordens største sølv-fund er gjort.

Hanne Gebka fra Dannemare Landsbylaug går langsomt rundt og ryster på hovedet.

- Det er skrækkeligt. Simpelthen skrækkeligt, siger hun.

Der var engang et skilt, der bød velkommen til Hoby-fundet. Men det er der ikke mere. Det er væltet omkuld. Rundt omkring på 'seværdigheden' flyder der udtjente biler, skrot, telefonledninger og en campingvogn.

- Det er simpelthen blevet en losseplads, siger Hanne Gebka.

Hoby-fundet var stort. I en høvdingegrav fandt man to bægre af det pureste sølv. De stammede fra en romerske hærleder.

- Det er et enormt stort og flot fund, siger Hanne Gebka.

I dag bliver seværdigheden mest brugt som losseplads.

- Man skammer sig, når man ser det, siger hun.

Men nu er der måske hjælp på vej til det forsømte Hoby-fund. Tyske forskere skal de næste par dage undersøge stedet. De håber på at finde høvdingens bolig. Her kan der være flere store fund i vente.

- Vi tror, at der bliver fundet meget. Rigtig meget, siger Hanne Gebka.

Og måske er nye fund og omtale lige præcis det, der skal til, for at redde stedet.

- Vi vil gerne passe stedet og holde pænt. Men det kræver, at der bliver ryddet op een gang for alle. Og det kan vi ikke. Prøv at se, der flyder jo med store containere, siger Hanne Gebka.

Ud af lossepladsen kan der måske vokse en lille drøm...

- Jeg forestiller mig et lille rekreativt område med en lille sti, et par bænke og noget pænt græs. Det skal være et sted, hvor man kan have lyst til at komme med familien eller skoleklasser.

Måske vil de tyske forskere være enige - ordnung muss sein.

Tip os Har du et godt tip?