Sejlklub skærper regler efter ulykke

Kæntringen i Præstø Fjord i februar har fået sejlklubberne til at kigge sig selv efter i sømmene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er blandt andet Præstø Sejlklub, som har skærpet reglerne i ungdomsafdelingen og fået tjekket alle både efter, så der var helt styr på sikkerheden.

- Nu har vi set, hvad der kan ske. Et eller andet sted vidste vi det jo godt, men der skal åbenbart sådan en ulykke til, før vi får fokus på sikkerheden. Sikkerheden har skam altid været meget høj i ungdomsafdelingen, men nu er det slået helt fast, siger formand for Præstø Sejlklub Peter Nielsen.

- Nu må man ikke sejle ud, når vandet er under 10 grader, medmindre man har våd- eller tørdragt på, og der sejler en 'Trygjolle' og en følgebåd med, forklarer Peter Nielsen.

Dansk Sejlunion har måtte vejlede og rådgive sejlklubber landet over efter kæntringen i Præstø Fjord.

- Denne ulykke fylder meget hos sejlere. Vi har kunnet mærke en større kontakt omkring sikkerhedsregler efter kæntringen. Har vi styr på det hele? Er det lovligt, det vi gør? Er vores både kommercielle eller til fritidsbrug? Det er blandt andet de spørgsmål, vi har besvaret, siger sejladschef i Dansk Sejlunion Steen Wintlev-Jensen.

Efter ulykken i Præstø Fjord var der ikke meget aktivitet på vandet.

- Man ville ikke sejle, mens læreren Michael stadig ikke var fundet. Det var en ubehagelig fornemmelse at vide, at han var derude. Nu er han heldigvis fundet, og sejlersæsonen skal i gang. Det løfter stemningen meget, siger Peter Nielsen, formand for Præstø Sejlklub.


Nyhedsoverblik