Det vi har sammen

Scannere til millioner samler støv i Region Sjælland

Foto: TV ØST

Nye scannere til millioner af kroner står stille, fordi sygehusene ikke har fået bemidlet penge til driften.

I Ringsted står en MR-scanner til flere millioner kroner. Den kan lave omkring 2.500 scanninger om året, men sygehuset har kun fået penge til 600 scanninger. Og billedet er det samme i hele regionen.

I forbindelse med kræftpakke II, som blev indført i 2008, fik Region Sjælland 12 spritnye MR- CT- og PET/CT-scannere. Men der fulgte ikke driftsmidler med scannerne, og derfor bliver kapaciteten ikke brugt fuldt ud. Faktisk står flere af scannerne næsten stille.

- Jeg finder det lidt ejendommeligt, at vi i regionen får nye MR- og CT-scannere, men ingen midler til at drive dem for, siger Ledende overlæge på Ringsted Sygehus, Nikolaj Borg til BT.

På Holbæk Sygehus står en CT-scanner stille to dage om ugen, og sygehusets ene MR-scanner står næsten stille. Og lignende problemer har de på Nykøbing Falster Sygehus:

- Vores ene CT-scanner bliver i perioder ikke brugt. Samtidig har vi formentlig ikke penge til at lave de antal scanninger, vi udfører nu, resten af 2011, siger ledende overlæge på radiologisk afdeling, Niels Andresen til avisen.

Flere scannere på de øvrige sygehuse i Sygehus syd, der dækker Ringsted, Næstved, Slagelse og Nykøbing Falster kører ikke på fuld kapacitet hver dag.

Koncerndirektør i Region Sjælland, Lars Onsberg Henriksen, er dog uenig i kritikken.

- Vi bruger vores scannere så meget, som det er muligt, når vi samtidig skal kunne tage akutte patienter og patienter i kræftpakker ind, siger han i en pressemeddelelse, og oplyser samtidig, at "der fra 2011 er der tilført ressourcer til regionens egne sygehuse, så de nu kan rumme al aktiviteten."

 

Tip os Har du et godt tip?