Scandlines vil give Femern-bro kamp til stregen

Forudsætningen for Femern-broens økonomi er, at færgeselskabet giver op. Men det gør det ikke, forsikrer Scandlines-direktør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Femern Bælt A/S forventer at kunne sælge en tur over den kommende bro til godt 400 kr. målt i 2008-priser. Men den faste forbindelse over Femern Bælt er helt afhængig af, at færgerne opgiver konkurrencen og lukker helt. Men det har færgeselskabet Scandlines ikke i sinde, skriver Ingeniøren.

Femern Bælt A/S, der er bygherre for forbindelsen og en del af Sund og Bælt, regner med, at 7700 biler i døgnet skal passere bæltet i åbningsåret. Derefter stiger trafikken til 10.000 biler i døgnet. Prisen for at krydse broen er sat til 400 kroner i 2008-priser.

- Det er forudsætningen for beregningen, at færgefarten mellem Rødby og Puttgarden lukker, siger kommunikationschef Karsten Holmegaard.

Men færgeselskabet Scandlines giver ikke op uden kamp, forsikrer administrerende direktør John Steen Mikkelsen.

- Til den tid er vores færge afskrevet, så der kan vi tillade os at sætte prisen ned, siger John Steen Mikkelsen til Ingeniøren.

En tredjedel af de biler, der i dag sejler på overfarten Rødby-Puttgarden, er endagskunder, der får billetten til 300 kr. per vej.

- Lige præcis det segment kan vi tillade os at holde fast i. Og det er helt klart vores intention at få det til at løbe rundt, fastslår direktøren.

Lektor og trafikforsker Per Homann Jespersen fra RUC mener, at færgedirektøren har noget at have optimismen i.

- Scandlines er stor nok til at tage konkurrencen op, og de kan justere op og ned på prisen, fordi de har mange færger i området, siger han.

Den tyske Forbundsdag har endegyldigt stemt ja til den faste forbindelse over Femern Bælt, og broen mellem Danmark og Tyskland vil stå færdig i 2018.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik