Scandlines-ansatte glade for salg

Salget af færgeselskabet Scandlines blev i dag offentliggjort. En udmelding, der faldt i god jord hos rederiets ansatte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De ansatte på færgen Prinsesse Benedikte fik beskeden om salget af Scandlines kort afgang ved middagstid.

Snart vil turen fra Rødby til Puttgarden blive sejlet under nye ejere.

- Det er en god ting, at det er blevet solgt, så er den usikkerhed, som vi har gået med, afklaret, siger Bent Christensen, Skibsassistent på M/F Prinsesse Benedikte.

Scandlines er blevet solgt til et konsortium bestående af en britisk kapitalfond, et tysk investeringsselskab og et tysk rederi.

- Nu er vi bare glade for at det er solgt, så vi jo glæde os til at møde de nye ejere og se, hvad de har af visioner, fortæller Mette Olsen, Cafeteria-ansvarlig, M/F Prinsesse Benedikte.

Salgsaftalen indeholder en jobgaranti, der sikrer de cirka 2900 ansatte i rederiet indtil udgangen af 2010.

- Det vil jo altid gøre projektet mere positivt, at man kan se, at vi bliver i hvert fald ikke fyret lige i første omgang, mener Michael S. Andersen, Overstyrmand, M/F Prinsesse Benedikte.

- Det betyder, at vi kan fortsætte i vores normale hverdag, og det er vi godt tilfredse med, siger Bent Christensen, Skibsassistent, M/F Prinsesse Benedikte.

Prisen for Scandlines var 11,6 milliarder kroner. Den danske stat skal dele pengene med medejeren, Deutsche Bahn.


Nyhedsoverblik