Sass-sagen dag for dag

Et møde med en rocker førte til at Henrik Sass Larsen ikke blev minister og siden har måttet forklare sig. Ritzau giver her et overblik over forløbet i Henrik Sass Larsen-sagen:

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

* 29. september - Henrik Sass Larsen oplyser, at han ikke bliver minister i den nye regering, da Politiets Efterretningstjeneste har rejst tvivl om hans sikkerhedsgodkendelse.

Angiveligt fordi han sammen med vennen og partifællen Tommy Kamp tilfældigt har mødt rockeren Torben Ohlsen Jensen - bedre kendt som Suzuki-Torben - på en café i Køge i maj.

Mange detaljer i sagen forbliver mørkelagt, da både Henrik Sass Larsen og statsminister Helle Thorning-Schmidt forklarer, at de har tavshedspligt.

* 4. oktober - Henrik Sass Larsen fortæller offentligt, at venskabet med Tommy Kamp er slut. Tommy Kamp bliver udlagt som den egentlige årsag til Henrik Sass Larsens problemer.

* 6. oktober - Henrik Sass Larsen bliver fuldstændig forbigået ved uddelingen af ordførerskaber i den socialdemokratiske gruppe, og må nøjes med posten som delegationsleder for Europarådet.

* 27. oktober - Rockeren Suzuki-Torben fortæller, at kontakten med Henrik Sass Larsen ikke blot var et tilfældigt møde. Han var blevet bedt om at yde beskyttelse af Tommy Kamp og Henrik Sass Larsen.

* 28. oktober - Henrik Sass Larsen fortæller om indholdet i en sms-korrespondance med Suzuki-Torben og siger samtidig, at han nu har lagt alt frem.

* 29. oktober - Alligevel kan flere medier dagen efter dokumentere sms'er sendt mellem ham selv og Suzuki-Torben.

30. oktober - Henrik Sass Larsen siger, at der kan dukke flere underlige sms'er op, som er sendt mellem ham selv og Suzuki-Torben, men som han har glemt. Han siger desuden, at man mener, at det sidste ord er sagt i sagen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik