Samariten satsede stort og tabte det hele

Samariten kommer ikke til at køre i Danmark i 2009. Regionerne sendte ambulancekørslen i udbud for at bryde Falcks monopol. Det lykkedes ikke - tværtimod.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Først overhalede Samariten alle sine konkurrenter og vandt licitationen om ambulancekørsel i tre danske regioner. Men hurtigt viste det sig, at det svenske ambulancefirma havde svært ved at løfte opgaven, og tirsdag var nederlaget totalt. Der kommer ikke til at stå Samaritten på danske ambulancer nogen steder i landet, i hvert fald ikke i 2009.

Efter et ekstraordinært forretningsudvalgsmøde i Region Hovedstaden tirsdag aften var der flertal for at løse Samariten fra aftalen, oplyste regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) efter mødet og afslørede samtidig, at Samariten selv har bedt regionen om at komme ud af aftalen.

Samaritens kommunikationschef, Arne Møller, havde ellers tidligere tirsdag overfor Ritzau truet regionen med et erstatningskrav, hvis politikerne ikke stod ved aftalen med firmaet.

- Det er politikerne, der har sendt ambulancekørslen i udbud, og det er politikerne, der har accepteret Samaritens bud, sagde Arne Møller, men få timer senere så man tilsyneladende anderledes på sagerne, og bad i stedet selv om at slippe ud af aftalen.

Nyheden om Region Hovedstaden er blot den seneste om regioner, der har brændt fingrene på Samariten. Regionerne er blevet kritiseret for at være naive og uprofessionelle, og regionernes formand, Bent Hansen (S), erkender, at udbuddet ikke er forløbet godt nok. Han bebuder nu en evaluering, hvor regionerne også vil kigge på, om man fortsat skal sende hele ambulancedriften i udbud. Udbudsfarcen omkring Samariten kan ifølge Bent Hansen betyde, at regionerne fremover kommer til at køre ambulancerne selv.

- I takt med at der bliver længere til sygehusene, bliver ambulancerne en stadig vigtigere del af det akutte beredskab. De bliver bemandet med læger og sygeplejersker og får langt bedre udstyr, så de kan begynde behandlingen tæt på borgerne. Det er os, der betaler lønnen til sundhedspersonalet i ambulancerne, og derfor skal vi også overveje, om vi skal overtage en del af driften af ambulancerne, siger Bent Hansen.

Et af formålene med sende ambulancekørslen i udbud var at bryde Falcks monopol. Det er dog ikke lykkedes, tværtimod ser det ud til, at Falcks markedsandel formentlig stiger fra ca. 85 procent til 90 procent.
/ritzau/

 


Nyhedsoverblik