Samariten slipper for erstatningskrav

Regionens jurister opfordrer politikerne til at droppe idéen om at kræve erstatning af Samariten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det svenske ambulancefirma slipper med stor sandsynlighed for at få et ødelæggende erstatningskrav fra Region Sjælland på flere hundrede millioner kroner med hjem i bagagen, skriver politiken.dk.

Det var ellers på tale, efter at Samariten 12. januar selv valgte at trække sig fra kontrakten med Region Sjælland om driften af ambulancekørslen de næste seks år.

Men regionens jurister har nu undersøgt mulighederne for erstatning og opfordrer på den baggrund politikerne til at opgive idéen. Det oplyser regionens sundhedsdirektør, Flemming Nielsen, til politiken.dk.

- Vi indstiller til politikerne, at regionen ikke kræver erstatning. Der er simpelthen ikke noget at komme efter. Samariten vil alligevel ikke kunne betale erstatningen, så det eneste, der ville komme ud af et erstatningskrav, er en lang næse, siger Flemming Nielsen.

Samariten er også ude af de to andre regioner, hvor de i efteråret til alles overraskelse vandt kørslen; nemlig Region Midtjylland og Region Hovedstaden.

Her risikerer Samariten heller ingen krav om erstatning, da det i begge disse regioner var regionsrådet - og ikke Samariten - der opsagde kontrakten, fordi man ikke længere havde tiltro til, at Samariten kunne løfte opgaven, skriver politiken.dk.


Nyhedsoverblik