Saltbæk Vig er stadig lukket land

Adgangsret til den fredede Saltbæk Vig må vente på, at ankesager er afgjort, vurderer Kalundborg Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Offentligheden har endnu ikke adgang til den fredede naturperle Saltbæk Vig nordøst for Kalundborg.

Den afgørelse har Kalundborg Kommune truffet som plejemyndighed - efter moden overvejelse, skriver dagbladet Nordvestnyt.

De første besøgende dukkede ellers op kort efter, at Fredningsnævnet for Vestsjælland 12. december sidste år offentliggjorde den nye fredningskendelse, der giver offentligheden en begrænset og stærkt reguleret adgang til en del af området.

Men nu er adgangsretten suspenderet, efter at sagen har været diskuteret i kommunalbestyrelsens teknik- og miljøudvalg, og den kommunale forvaltning har rådført sig med Naturstyrelsen og med Fredningsnævnets formand og sekretariat.

Det er der flere begrundelser for. Blandt andet bliver Fredningsnævnets kendelse anket til Natur- og Miljøklagenævnet af vigens to store lodsejere, Poul Tholstrups Fond og A/S Saltbæk Vig.

Men også det faktum, at skiltning og det nødvendige stinet ikke er på plads, har gjort, at kommunen har udskudt adgangen. Og endelig er det uklart hvilke matrikler, som reelt er med i den nye fredning.

Det forventes, at der går et års tid, inden Natur- og Miljøklagenævnet har talt, men indtil da vil der stadigvæk blive arrangeret guidede ture ind i området.


Nyhedsoverblik