Det vi har sammen

Sådan skal kommuner føre plejetilsyn

Flere kommuner har ansvar for tilsyn i sagen om vanrøgt af børn i Vordingborg Kommune. Se her hvorfor:

 

Selvom en sag om vold, vanrøgt og frihedsberøvelse af plejebørn lige nu udspiller sig i Vordingborg Kommune, har flere kommuner haft ansvaret for at føre tilsyn med familien.

Børnene var nemlig anbragt af andre kommuner hos familien på Sydsjælland.

Her forklarer ekspert i anbringelsessager Karin Kildedal, lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, reglerne for tilsyn med plejefamilier.

Spørgsmål: Hvad har kommunerne ansvar for at føre tilsyn med?

* Kommunen, hvor plejefamilien bor:

- Den skal godkende plejefamilien og føre overordnet tilsyn med plejefamiliens hjem, hvad der foregår i hjemmet og den pædagogik, der bliver praktiseret.

* Kommunen, der anbringer børnene:

- Den skal føre opsyn med det enkelte barn - og tale med det om trivsel og opdragelse.

 

Spørgsmål: Hvor ofte skal kommunerne besøge plejefamilierne?

* Kommunen, hvor plejefamilien bor:

- Der er ikke regler for, hvor ofte der skal føres tilsyn, og det er forskelligt, hvordan kommunerne løser opgaven. Men typisk har kommunen en samtale med familien en gang om året.

* Kommunen, der anbringer børnene:

- Siden 2006 har kommunen minimum en gang om året haft pligt til at besøge familien og tale med barnet. Med Barnets Reform fra 2011 er kravet, at der minimum skal foretages to besøg om året.

Ingen af børnene i den omtalte sag er anbragt af Vordingborg Kommune. Der er endnu ikke klarhed over, hvilke kommuner de anbragte børn kommer fra.

/ritzau/

 

Tip os Har du et godt tip?