Sådan skal du stemme den 13. november

Valgkampen bliver ikke som den plejer. Ved årsskiftet trådte en ny reform af valgkredsene nemlig i kraft. Og den betyder store ændringer - både for vælgere og for politikere. Men vælgerne kender ikke meget til reformen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg ved næsten ikke noget om den. Det gør jeg ikke.

Det fortæller Lars Bagholz fra Nykøbing Falster, da TV2 ØST i dag gik på gaden i Nykøbing Falster for at høre, hvor meget vælgerne egentlig kender til den nye valgkredsreform.

Og sådan svarede langt de fleste. 

Den 1. januar 2007 trådte valgkredsreformen i kraft. Og ændringerne er markante - også her på Sjælland.

Før årsskiftet havde vi 15 opstillingskredse i vores region. I dag er der 12. Og før strukturreformen var der tre amtskredse - nu er der kun én storkreds.

Der er altså kommet færre valgkredse, til gengæld er de blevet meget større.

Det betyder ændringer på valgsedlerne. Vælgerne får nemlig flere kandidater at stemme på, og der vil også være nye navne, når du står i stemmeboksen.

For eksempel vil vælgere fra Holbæk kunne stemme personligt på en politiker fra det gamle Stormstrøms Amt. Samtidig vil de fleste vælgere nu også få mulighed for at stemme på en kendt politiker.

Og det kan få stor betydning ifølge Roger Buch, der er valgforsker på Danmarks Journalisthøjskole.

- Det kan jo have den effekt, at nogle af de meget kendte politikere, partiledere og andre højt profilerede politikere kommer til at støvsuge stemmerne i højere grad end tidligere, fortæller han.

Men de vælgere TV2 ØST talte med i dag var i tvivl om, de ville stemme på en lokal eller en kendt.

- Det betyder noget, at det er en lokalpolitiker. For jeg tror, han varetager vores interesser bedst, fortæller Lars Rasch fra Nykøbing Falster.

En af dem, der hellere vil stemme på de kendte politikere, er Rie Zibrentsen fra Nysted.

- Jeg vil meget gerne stemme på nogle af de store partier og nogle af de store navne. Det er det, jeg synes, jeg vælger efter, fortæller hun.


Nyhedsoverblik