Så kom storesøster på scenen med Bruce Springsteen

I Oslo var det lillesøster Lotte Nygaard, der kom på scenen. I Herning var det torsdag aften storesøster Lise, som Bruce Springsteen inviterede op til sig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvad er oddsene for, at 2 fra samme familie bliver udvalgt af Bruce Springsteen til at komme på scenen?

Ikke ret store vel?

Ikke desto mindre er det, hvad der er sket for et par søstre fra Haslev.

Må kunne lide Nygaarderne

Ved en koncert i Oslo i slutningen af april blev 12-årige Lotte Nygaard inviteret op på scenen til en dans med Bruce Springsteenforan 26.000 tilskuere. Efterfølgende jokede familien med, at det næste gang måtte være storesøster Lise Nygaards tur, og sørme om den drøm ikke gik i opfyldelse torsdag aften i Herning?

- Han kan vel bare godt lide os i familien Nygaard?, lyder det grinende fra 16-årige Lise Nygaard dagen efter koncerten.

Hoppede og dansede

Hele familien fra Haslev er kæmpe Springsteen fans. Koncerten i Boxen i Herning var Lise Nygaards 10., og det var måske ikke helt tilfældigt, at det netop var hende blandt de 15.000 publikummer, der blev hevet op på scenen.

- Jeg havde danset rimelig entusiastisk under hele koncerten, og Springsteen havde forsøgt at give mig sit plekter undervejs, men det var der en anden, der snuppede. Da den sang kom, hvor han plejer at tage en op på scenen, hoppede jeg rimelig meget, og så inviterede han mig op. Det var helt surrealistisk, fortæller Lise Nygaard.

Freestylede med guitaren

Mens hendes lillesøster fik en svingom med "The Boss" for 3 ugers tid siden, fik storesøster lov til at spille guitar. Hun ved godt nok ikke helt, hvordan man gør, men det forhindrede hende ikke i at give den fuld gas.

- Jeg freestylede bare lidt, men der var en, der sagde bagefter, at det lød som om, jeg kunne finde ud af det, lyder det fra den euforiske pige, som også sang med Springsteen og fik et kram og en plekter af rockikonet.


Nyhedsoverblik