Så bliver Y-togene skrottet

Foto: TV ØST

Foto: TV ØST

Foto: TV ØST

1 af 3

De sidste sjællandske Y-tog er solgt til ophugning - og dermed er en epoke slut for regionstog

De udrangerede Y-tog, som Regionstog de seneste tre år har haft  hensat i bl.a.  Holbæk, er nu solgt til skrot. Dermed forsvinder de fleste af de efterhånden graffitti-overmalede togsæt fra stationen.

Y-togene var i mange år det daglige transportmiddel mellem hjem og arbejdsplads/skole i de dele af Region Sjælland, hvor Regionstog er den ”røde tråd” i den kollektive trafik.

- Det er med et vist vemod, at vi tager afsked med vores Y-tog, udtaler adm. direktør Henrik Nørgaard.

Det første Y-tog blev leveret til Lollandsbanen i 1965, men først i 1974 blev der købt Y-tog til Østbanen. Året efter leveredes der også  togsæt til Odsherredsbanen og Tølløsebanen.

Y-togene viste sig at være så vellykkede, at der i årene 1965-1984 blev leveret mere end 150 enheder  til samtlige danske privatbaner.

De sidste Y-tog kørte i Vestsjælland den 26. og 27. april 2008, hvor der var arrangeret afskedsture på henholdsvis Odsherredsbanen og Tølløsebanen.

Der har siden ikke været stor interesse for at købe de 30-40 år gamle tog. Regionstog har dog solgt ét togsæt til Midtjyske Jernbaner og 3 togsæt til museumsbrug ved Danmarks Jernbanemuseum og Dansk Jernbane-Klub.

Senest har en potentiel udenlandsk kunde vist interesse for 4 togsæt fra Østbanen, og denne eventuelle handel afgøres inden for kort tid.

Det resterende hensatte materiel er som nævnt nu solgt til ophugning. Allerede i august måned er 4 togsæt fra Østbanen og 11 vogne fra Lollandsbanen ophugget i henholdsvis Køge og Nakskov, og nu kommer turen altså  til materiellet, der har stået hensat på Holbæk station.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App