Nyheder fra din hverdag

S ønsker hurtig udbygning af jernbane

Foto: TV ØST

S opfordrer til, at der allerede til næste år tages hul på jernbanearbejdet i forbindelse med Femern-broen.

Socialdemokraterne opfordrer til, at det anlægsarbejde på jernbanen, der er en konsekvens af Femern-aftalen, allerede begynder næste år.

Partiets trafikordfører, Magnus Heunicke, påpeger, at det vil give god mening at elektrificere strækningen fra Ringsted til Næstved allerede i 2009. Skinnerne mellem de sjællandske byer skal under en omfattende renovering næste sommer som en del af den store genopretningsplan, der er vedtaget for det danske skinnenet. Ved samme lejlighed kan man ifølge Socialdemokraterne sætte strøm til strækningen, for elektrificering af linjen er en konsekvens af aftalen om Femern-broen.

- Arbejdet vil vare i flere måneder og lamme togtrafikken. Når man alligevel lammer det hele, er det oplagt at lave elarbejdet på samme tid. Så vil man allerede næste år kunne få gavn af det. Der er ingen grund til at vente, og det vil give en kæmpegevinst, siger Magnus Heunicke.

En elektrificering mellem Ringsted og Næstved vil give flere tog til sjællandske pendlere, da de elektriske tog, der i dag kun kører til Ringsted, ville kunne fortsætte til Næstved.

Næste års sporarbejde på Sjælland er finansieret af staten, mens udbygningen af jernbanen i forbindelse med Femern-broen bliver betalt af den brotakst, der kommer i kassen, når Femern-forbindelsen åbner i 2018. Men det bør ifølge Magnus Heunicke ikke være en hindring.

- Det må der kunne findes en løsning på. Det er tåbeligt at lave et stort arbejde igen om fem år, som også vil lamme trafikken, siger han.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?