Jordskælv ramte Sjælland (VIDEO)

Jordskælvet tirsdag morgen kunne mærkes overalt på Sjælland, oplyser politiet. Der er dog ingen meldinger om skader. Se interview med seismolog om skælvet i Sjælland her:

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Overalt på Sjælland har folk ringet til politiet og berettet om morgenens jordskælv. Jordrystelsen, der især ramte Sydsverige og Østsjælland fandt sted kl. 6.20 - og der er beretninger om huse, som rystede og vinduer der klirrende. Mange blev vækket af skælvet, der varede mellem fire og seks sekunder.

 TV2 ØST har interviewet seismolog, Peter Voss, om jordskælvet. Se video herunder:
[video:flv:081216_petervoss.flv]

Indberet dine oplevelser til GEUS i dette spørgeskema

Jordskælvet havde sit udspring i det centrale Skåne ca. 60 km stik øst for København og det blev målt til mellem 4,8 og 4,9 på Richterskalaen. Det er dermed det kraftigste skælv, der er målt herhjemme de seneste 80 år. Læs mere om jordskælvet her

Kilde: European-Mediterranean Seismological Centre

Oplevede DU jordskælvet - og hvordan? Skriv nedenfor. Du må også meget gerne sende en mail til os på redaktion@tv2east.dk, hvor du skriver dit telefonnummer og hvor og hvordan du mærkede rystelsen.

Og selvfølgelig: Send os et foto, hvis der ligefrem er sket synlige skader! Eksperter mener nemlig, at skælvet tirsdag morgen var så kraftigt, at der muligvis kan være opstået revner på bygninger.

BAGGRUND: Jordskælv i Danmark

* Jordskælvet tirsdag er det største, der har ramt Sydskandinavien, siden forskerne begyndte at måle den slags i 1930'erne. Rystelserne blev målt til mellem 4,8 og 4,9 på richterskalaen.

*  I en periode fra 1968 til 2004 blev der registreret 193 rystelser i den danske undergrund.

* De fleste skælv i Danmark er dog så svage, at det kun er seismografen - det instrument, der måler jordrystelser - som registrerer dem.

* Med få års mellemrum opstår der herhjemme  skælv på over 3 på richterskalaen, og de vil kunne få kaffekopper til at klirre eller bygninger til at ryste.

* Det seneste mærkbare jordskælv her i regionen fandt sted 23. februar 2004.  Skælvet lå på ca. 3 på richterskalaen. 

Den 6. november 2001 ramte et jordskælv af en tilsvarende styrke især en strækning mellem Holbæk og Roskilde.

Den  15. juni 1985 oplevede vi et jordskælv på 4,7. Her var epicenteret i Kattegat og rystelsen kunne især mærkes i det nordlige Sjælland.

* I et tusindårigt perspektiv er der en reel risiko for at Sjælland vil få et rigtigt voldsomt jordskælv med tab af menneskeliv

* Det er sammenpresninger af jord- og klippelagene i den danske undergrund, der giver spændinger, og når spændingerne overstiger brudstyrken i lagene, kommer det brud, vi registrerer som et jordskælv.

* Den åbne richter-skala, der er opfundet af geologen Charles Richter i 1936, er konstrueret, så et jordskælv, der måler styrke 4, er 10 gange voldsommere end styrke 3. Med andre ord er et jordskælv, der måler styrke 6, tusinde gange kraftigere end et styrke 3 jordskælv.

* De store jordskælv, som vi kender fra udlandet, måler typisk mellem 6 og 8 på richterskalaen. Jordskælvet i Kinas Sichuan-provins, der i maj 2008 dræbte 70.000 mennesker var således på 8,0 richter - og altså godt tusinde gange kraftigere end det, som tirsdag ramte Sjælland.


Nyhedsoverblik