Mobilen hjælper dig til at lave god mad af rester

20.000 danskere har nu downloadet applikationen "for resten", der hjælper danskerne med at bruge deres madrester. Det skriver madsitet Foodculture.dk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Du åbner køleskabet, og ser en ensom halv spidskål, der skriger efter at blive brugt, men hvad skal du stille op med den.

Det problem har 20.000 danskere søgt hjælp til at få løst ved at downloade applikationen "for resten", der giver opskriftforslag til dine madrester i køleskabet. Den hjælper med at nedbringe det madspild, der sidste år lød på 237.000 tons mad i Danmark.

Har brug for redskaber
"Det er positivt, at folk anerkender, at der er et problem, og at de gør noget ved det. Befolkningen har brug for konkrete redskaber til at hjælpe dem med at få tømt ud i køleskabet. "For resten" applikationen udfylder den rolle perfekt, og noget tyder på, at danskerne synes det samme, siger Selina Juul til Foodculture.dk. Hun er initiativtager og leder af projektet "stop spild af mad".

Applikationen er enkelt bygget op, og tager udgangspunktet i de råvarer, som man mangler inspiration til at få brugt.

Ryst for forslag
Er du ikke tilfreds med det første opskriftsforslag, så ryster du telefonen, og et nyt forslag dukker op. Den enkle opbygning er ikke tilfældig.

"I en travl hverdag er der brug for hurtige løsningsforslag, og det gælder også i forbindelse med madlavningen. Det skal være enkelt, at sætte en stopper for madspildet," siger Selina Juul til Foodculture.dk

Madspild skal begrænses
Applikationen er en del af projektet "stop spild af mad", der støttes af forbrugerrådet og Landbrug & Fødevarer. Et projekt der startede for fire år siden og stadig er et centralt punkt på dagsordenen

"Det er vigtigt, at vi spiser det mad, vi producerer, og at det ikke ryger i skraldespanden. Derfor er vi klar til at støtte tiltag og værktøjer, der kan nedbringe det alt for store madspild, som vi har i Danmark. Vi er glade for, at se applikationen nu er blevet downloadet af 20.000," siger Klaus Jørgsen, der er chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, til Foodculture.dk.


Nyhedsoverblik