Rumænsk bande fængslet for at kopiere kreditkort

Normalt er det sikkert at hæve penge i en automat. Men i går fandt politiet ud af, at flere automater på Sjælland er blevet ulovligt overvåget - blandt andet hos Nordea i Ringsted og Sorø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tre rumænere - en kvinde på 26 og to mænd på 32 og 22 - blev i dag fremstillet i grundlovsforhør for dobbelt-lukkede døre i Roskilde, hvor de blev varetægtsfængslet i tre uger. Rumænerne er sigtede for tyveri fra pengeautomater. Politiet har indtil videre kendskab til 4-5 tilfælde og undersøger nu, om der er flere.

- Vi efterforsker sagen i øjeblikket og kan ikke rigtig sige noget om udbytte og størrelse, men der er misbrugt kort, der er blevet kopieret på den her måde. Det er selvfølgelig alvorligt. Når først man har de her oplysninger, som de har sikret sig rundt omkring, så kan man jo misbruge kreditkortet, både i Danmark og internationalt, siger politiinspektør Jens Møller, der er leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet hos Midt- og Vestsjællands Politi.

I 2006 var der problemer med netop rumænere, der overvågede pengeautomater. Men med indførelsen af chip-systemet på kreditkort blev automaterne mere sikre. Nu ser det altså ud til, at rumænerne igen er på spil i Danmark.

De tre rumænere, som nu er varetægtsfængslet i tre uger har muligvis også forbindelse til en bombealarm på en bus i Rødbyhavn fornylig. En bus blev evakueret, da den kørte fra færgen i Rødbyhavn den 28. maj. Her blev der nemlig fundet en mistænkelig pakke på bussens toilet, og bomberydderne blev tilkaldt. Og de afslørede, at der ikke var tale om en bombe, men om udstyr, der kunne bruges til at aflure dankort. Politiet er nu i gang at undersøge, om der er nogen sammenhæng mellem det udstyr og de tre anholdte.


Nyhedsoverblik