Det vi har sammen

Rumænere vil slippe billigere

Foto: TV ØST

Tre et halvt års fængsel er mere, end hvad fem rumænere vil acceptere. Derfor har de netop anket deres domme til landsretten, skriver DAGBLADET Roskilde.

For to uger siden blev de i retten i Roskilde dømt for at have forfalsket og misbrugt dankort for 1.574.000 kroner. Sidste år satte de såkaldt skimmingudstyr op op flere af Nordeas hæveautomater på Sjælland og kunne derved aflure kortoplysninger og pinkoder.

Da dommeren afsagde dom i sagen 1. juni i år, lagde hun vægt på sagens alvorlige karakter, det høje beløb, og at bedrageriet er udført som en gruppe, der har arbejdet sammen. Derudover har arbejdet været professionelt udført, og de fem rumænere er kun kommet til Danmark med det ene formål at begå kriminalitet.

Det udløste en straf på de tre et halvt års fængsel samt udvisning af Danmark for bestandigt. Den ene rumæner valgte at anke dommen på stedet, mens de andre udbad sig betænkningstid og altså også har anket dommene nu, oplyser DAGBLADET Roskilde.

Tip os Har du et godt tip?