Par råber på hjælp: Rotter splitter vores hjem ad

02:10

Et ungt par fra Ørslev ved Ringsted er voldsomt plaget af rotter, der splitter deres hjem ad. De finder rotteekskrementer i det meste af lejligheden, deres madras er bidt i stykker, og køkkenet bruger de ikke længere på grund af skadedyrene.

Rotter hærger et ungt pars hjem. De bor i lejlighed i Ørslev ved Ringsted og kan bare se til, mens rotterne splitter deres hjem ad.

- Vi bruger ikke køkkenet længe, fordi vi har fundet ekskrementer på køkkenbordene og i skabene. Og nytårsdag kommer jeg ud, inden jeg skal på arbejde, og der farer der en rotte ind i benet på mig, fortæller Karina Espersen, der bor i lejligheden med sin kæreste.

For tre måneder siden begyndte det at pusle, og siden er problemet bare eskaleret. Udover køkkenet har soveværelset været hårdt ramt af de lodne gæster. Parret har fundet rotte tis og afføring på dynen og deres madras, har de bidt i stykker.

- Og heromme under sengen, fandt vi en rede, siger Karina Espersen.

Rotterne bliver ved at med at husere i lejligheden, selv om Ringsted Kommune har sat rottefælder op, lavet rottespærrere i rørene og skyllet 14 rottereder væk fra kloakken.

- Jeg har lyst til at sætte mig ned og tude hver dag. Det er blevet så svært at snakke om det også, fordi det er så frustrerende. Vi ved ikke, om vi er blevet syge af det. Vi har heldigvis fået tid hos lægen til at blive undersøgt, men man går jo stadigvæk bare og er så nervøs for, hvad der skal ske. Det er ikke sjovt, når man ikke er tryg i sit eget hjem, siger Karina Espersen.

Rotterne har overtaget vores hjem

Parret bruger hverken køkken eller soveværelse længere og sover i stuen, som de forsøger at skærme af, så rotterne ikke kommer ind.

Ifølge Karina Espersen har de flere gange forgæves forsøgt at få deres udlejer til at tage affære, for de har ikke råd til at flytte.

- Det her er vores hjem, og det er det jo så alligevel ikke, for rotterne har jo overtaget, hvad der var vores. Vi kan ikke have vores ting stående, vi sover på en sofa, og den er vi alligevel heller ikke trygge ved at sove i, for der har de også været.

Karina Espersen håber, at kommunen snart vil tage kraftigere midler i brug i kampen mod rotterne, eller at parret kan blive genhuset. 

Udlejer: Det er frygteligt

Hendes udlejer Jens Mess er også godt træt af problemet, og han forsøger også at få fat på kommunen.

- Jeg anmeldte problemet til kommunen 8. november og fik besked om, at der blev meldt klar den 23. december. Nu har jeg så fået at vide, at aftalen med det rottebekæmperfirma, de har haft aftale med, er opsagt per 31. december, så nu skal jeg have fundet ud af, hvem de nye er, så vi kan få bugt med det her. Jeg er lige så frustreret som lejerne. Det her er frygteligt, men reglerne er sådan, at jeg ikke bare må gå ud og hyre en privat rottebekæmper. Det skal ske i kommunalt regi, siger Jens Mess.

Han har ikke viden om, at andre af lejlighederne i ejendommen skulle være angrebet og gætter på, at det er gået ud over det unge pars lejlighed, fordi der er et hulrum bag en af deres vægge, hvor rotterne kan holde til. 

Kommune intensiverer jagten

I Ringsted Kommune fortæller chef for teknik og miljøcentret, Thorbjørn Fangel, at kommune fra den fik anmeldelsen har taget sagen meget seriøst og nu intensiverer bekæmpelsen.

- Det er jo en utrolig uheldig situation for de folk, som bor i den her lejlighed, og derfor har vi også forsøgt at tage den her anmeldelse meget alvorligt og sat bekæmpelse i gang med opsætning af fælder og andet, og da vi så finder ud af her op mod jul, at det tilsyneladende ikke har virket, så intensiverer vi faktisk bekæmpelsen mellem jul og nytår ekstraordinært, og senest i dag har vi bedt vores bekæmper om at besøge ejendommen, så vi forsøger at gøre alt, hvad vi kan for at bringe de her udlejere ud af den her situation, siger han.

Der vil nu komme yderligere fælder op, og han vil kontakte udlejer Jens Mess i forhold til at udbedre eventuelle skader i fundamentet, så rotterne ikke kan komme ind der. Han håber, at det unge pars hjem snarest kan være rottefri.

Du kan se et interview med direktør i Ringsted Kommune, Johnny Christensen ved at klikke herunder. 

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App