Røveri mod bowlinghal var nøje planlagt

Foto: TV ØST

En bowlinghal i Nykøbing Falster blev natten til søndag mål for et groft røveri. De tre unge ansatte blev truet på livet af to maskerede gerningsmænd. Politiet mener, at røveriet var nøje planlagt.

To maskerede mænd trængte natten til søndag ind i et bowlingcenter i Nykøbing Falster. Bevæbnet med knive truede de tre unge ansatte, der var ved at rydde op, til at udlevere dagens omsætning.

- De to mænd kommer ind og tvinger alle ned på gulvet. De er inde for at åbne vores pengeskab, de kapper alle telefonforbindelser og tager de ansattes punge og nøgler, fortæller ejeren af bowlingcentret, Jeanette Friis, som har været i kontakt med de tre ansatte.

Foruden at afbryde telefonforbindelsen, så tog gerningsmændene også overvågningesoptagelsene med sig. Politiet mener derfor, at det kan være professionelle, der står bag.

- Vi tror også, at det er nøje planlagt, for man kan ikke lave sådan nogle ting uden at have overvåget tidligere. Hvis man ikke ved, hvor kameraerne sidder og hvor forbindelserne er, så tager et røveri som det her uforholdsmæssig lang til at begå, siger John Hochreuter Andersen, der er vagtchef hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi.

Under røveriet fik de ansatte sat en kniv for struben, og den ene fik også tildelt et knytnæveslag.

- Vi har siddet og talt med dem hele natten, og de har det forholdsvis godt. Men selvfølgelig skal de have noget hjælp, og de bruger hinanden lidt i dag til at snakke sammen, og så må vi i morgen se, hvor meget professionel hjælp, de skal have, siger Jeanette Friis.

Det vides endnu ikke præcis, hvor mange penge røverne fik med sig.

Politiet er indtil videre på bar bund i sagen og håber, at resultatet af tekniske undersøgelser kan bringe dem videre

 

 

 

 

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App