Røvere truede med pistol i butik i Gørlev

To mænd i sort tøj og med tildækkede ansigter røvede søndag aften en Spar-butik ved Gørlev i Vestsjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En ansat og en kunde i en Spar-købmandsbutik i Kirke Helsinge ved Gørlev i Vestsjælland fik sig en slem forskrækkelse søndag ved 18-tiden.

To mænd i sort tøj løb ind i butikken og truede med en pistol de to personer, en kunde og en ansat, i butikken til at lægge sig ned på gulvet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Mændene tømte kassen for penge og forsvandt fra stedet på en knallert. De to mænd havde begge tildækket deres ansigter, så kunden og den ansatte kunne ikke vurdere deres alder.

- De to røvere skyndte sig væk med et pengebeløb af ukendt størrelse. Kunden og den ansatte hørte, at de kørte væk på en knallert, men de nåede desværre ikke at se, hvad det var for en knallert, fortæller vagtchefen for Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet har ikke umiddelbart nogen konkrete spor at gå efter, oplyser han.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik