Det vi har sammen

Røver flygtede på cykel

Foto: TV ØST

En ung mand truede sig tirsdag morgen til kassebeholdningen i Dagli' Brugsen i Store Merløse. Efter røveriet flygtede han på cykel.

Politiet er på bar bund i røverisag. En ung mand kom tidligt tirsdag morgen ind i butikken bevæbnet med kniv. Han truede sig til at få udleveret pengene i kassen. Han slap væk med kassebeholdningen. Røveriet skete i Dagli' Brugsen på Ørnevej i Store Merløse.

Maskeret røver

Manden havde sit ansigt gemt bag et sort/hvidt tørklæde og gik direkte efter kassen. Han forlangte at få pengene udleveret, mens han truede ekspedienten med en kniv. Han fik pengene i kassen, som blev lagt i en hvid plasticpose. Han forlod derefter butikken og stak af på sin cykel.

Stadig ingen spor

Politiet er stadig på bar bund i sagen. Men de arbejder med forskellige teorier:

- Han er jo som sunket i jorden. Det er begrænset, hvor hurtigt man kan flygte på cykel, og i Store Merløse arbejder vi altså med åbne områder, hvor det er svært at skjule sig. Derfor kunne det godt tyde på, at manden er lokal og har trukket cyklen ind i et hus. For det er næsten umuligt for ham at komme ud af Store Merløse uden at blive opdaget, ved mindre han har smidt cyklen ind i en bil, siger vagtchef Allan Kronvold

Signalement

Røveren beskrives som en cirka 25-årig mand. Han havde et sort/hvidt tørklæde for ansigtet og var iført en sort hættetrøje, brune sko, hvide tennissokker og hvide arbejdshandsker.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte Midt- og Vestsjællands politi på 114.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App