Roere beskyldes for at kuppe klub

Navngivne medlemmer af Roklubben Stevns kritiseres voldsomt af tidligere ledere for at kuppe klubben.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Krigen i Roklubben Stevns er stadig i gang. Dagbladet Køge skriver, at 2 navngivne medlemmer nu møder hård kritik fra flere tidligere ledere og tidligere bestyrelsesmedlemmer.

Kritikken bliver afleveret i en skrivelse forud for en ekstraordinær generalforsamling, som skal holdes torsdag. Ved den ordinære generalforsamling valgte 4 bestyrelsesmedlemmer at trække sig, og det lykkedes efterfølgende ikke den valgte bestyrelse at konstituere sig.

Mere motion end roklub

Det er kasserer Morten Haugaard og det nyvalgte bestyrelsesmedlem Finn Møller, som bliver kritiseret af roklubbens tidligere ledere. Klubben er med sine 700 medlemmer Danmarks næststørste, og det er blandt andet et helt nyt klubhus med fitnesslokale, som har været med til at tiltrække nye medlemmer.

Haugaard og Møller kritiseres for at kuppe klubben. Blandt andet har kritikken tidligere gået på, at klubben med det nye fitnesslokale mere er blevet en motionsklub end en roklub, og de 4 bestyrelsesmedlemmer, der valgte at forlade deres poster, tilhørte da også roafdelingen.

- Vi håber med skrivelsen, at klubbens medlemmer vil få øjnene op for de ting, der foregår i vores alle sammens klub. Vi håber på, at vi kan få visket tavlen ren, siger Lars-Henrik Pedersen, der er én af dem, der forlod sin post.

Alle er kommet til orde

Kasserer Morten Haugaard, der i øjeblikket også er fungerende formand, afviser ifølge Dagbladet Køge kritikken.

- Det er ganske enkelt ikke korrekt. Jeg kan blot henvise til bestyrelsesreferaterne. Alle er kommet til orde, og det er foregået efter reglerne. Tingene skal laves efter reglerne, siger han.


Nyhedsoverblik