Godt 500 rejsende blev mandag forsinket, fordi toget, som de sad i, var plaget af røgudvikling.
IC3-toget var på vej mod København da det sidst på eftermiddagen standsede i utide i Borup på Midtsjælland, fortæller DSB's pressevagt.
De mange mennesker kom ud på perronen og fik derefter plads i to efterfølgende tog.
- Der var røg i det forreste togsæt, fortæller pressevagten.
- Den foreløbige vurdering er, at røgen opstod i ventilationsanlægget. Ingen har observeret ild, men det vil blive undersøgt nærmere, tilføjer han.
Hos Midt- og Vestsjællands Politi lød meldingen i første omgang, at der var tale om et overophedet olierør.
Uanset årsagen spredte røgen sig via klimaanlægget sig efterhånden til de øvrige togsæt, oplyser DSB's pressevagt.
/ritzau/