Det vi har sammen

Røde Kors fandt en million i tøjcontainer

Foto: TV ØST

Det er dag en festdag i Røde Kors-butikken i Jyderup. Da butikkens frivillige stod og sorterede genbrugstøj, dukkerde der nemlig en lille million kroner op.

I Røde Kors-butikken i Jyderup gjorde de frivillige tirsdag formiddag et noget usædvanligt fund, da en tøjcontainer i Jyderupområdet blev tømt. Her lå nemlig knap en million kroner i fordelt i 10 kuverter med cirka 100.000 kroner i hver.

På en af kuverterne, der lå i posen, stod der blot 'Til Røde Kors fra en anonym giver. Jeg har samlet i 40 år'.

Røde Kors valgte at orientere politiet om pengefundet, der nu har undersøgt sagen nærmere, og der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at pengene stammer fra noget ulovligt.

- Det er så urealistisk vildt. Selvfølgelig er vi alle sammen jublende lykkelige over at det var rigtigt, at pengene var til Røde Kors, siger Birgit Dam, der er leder af Røde Kors i Jyderup.

Politiet vil dog gerne i kontakt med den person, der har givet pengene til Røde Kors. Personen kan forvente fuld diskretion ved sin henvendelse til politiet.

I Røde Kors opfordrer man dog ikke andre til at donere penge via tøjcontainere.

- Det er ikke den bedste løsning, da vi ved at der indimellem er folk, som stjæler tøj derfra. Pengene kunne jo havne i forkerte hænder, siger Birgit Dam.

02:04 Luk video

Tip os Har du et godt tip?