Rocker fik dom for bordel-brand

Foto: TV ØST

En 35-årig Bandidos-rocker fra Næstved-afdelingen blev tirsdag idømt 10 måneders tillægsstraf for at have sat ild til Anni Fønsbys gamle bordel på Huginsvej i Ringsted.

Dna fundet på to benzindunkes låg og hanke samt på en smeltet handske angav, at der var en million gange større chance for, at det var den tiltalte end nogen andre.

Dommer Hans Martin Mikkelsen idømte derfor den tiltalte en tillægsstraf oven i de tre års fængsel, han i øjeblikket afsoner for at have opbevaret et oversavet jagtgevær, en håndgranat og plasticsprængstof. Det skriver Dagbladet.

Tilbage i november 2009 blev to benzindunke smidt ind igennem bordellets vindue midt om natten og forsøgt antændt med en nødraket. Branden udviklede sig aldrig, men resulterede i materiel skade for omkring 25.000 kroner. Episoden skete efter, at Bandidos i længere tid havde krævet beskyttelsespenge af bordellet og truet med at nedbrænde stedet.

Den tiltalte nægtede sig skyldig, men retten vurderede, at hans forklaring var utroværdig og anså de tre tilfælde af dna som udslagsgivende. På grund af sagens lange forløb over to år, og fordi branden kun medførte begrænsede skader, gav retten dog den tiltalte en mildere straf, end anklageren Sune Ploug Sørensen krævede.

Den dømte rocker og hans forsvarer udbad sig betænkningstid med hensyn til at anke dommen, skriver Dagbladet.

- ritzau

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App