Ringsteds byråd hasteindkaldt

Når klokken slår 22 i aften, skal politikerne i Ringsted kommune på arbejde. På et ekstraordinært møde skal byrådet behandle sagen om mad til hjemmeboende ældre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politikerne i Ringsted Kommune er blevet hasteindkaldt til et ekstraordinært byrådsmøde klokken 22 i aften. Baggrunden er, at SF og Socialdemokraterne har bedt om at få sagen om kvalitetsstandarden for maden til de hjemmeboende ældre behandlet i byrådet. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Det er tidligere besluttet, at Ringsted sammen med Sorø vil sende opgaven med madservicen i udbud. Dels fordi det måske bliver et lovkrav fra regeringen, og dels fordi det angiveligt vil være for dyrt at beholde opgaven selv. Næste skridt er så at finde nogle kvalitetsstandarder, som de firmaer, der byder på opgaven, skal opfylde.

Fra begyndelsen har SF og Socialdemokraterne imidlertid været imod ideen med et udbud, og de er også utilfredse med hele sagsforløbet.

 - Vi mener faktisk, at der er så mange spørgsmål, der ikke er blevet besvaret, siger Jan Jakobsen (SF), der er medlem af Social- og Sundhedsudvalget.

SF og Socialdemokraternes største anke er, at Ringsted Kommune normalt har den kutyme at give kommunens medarbejdere mulighed for at byde på en opgave, der er sendt i udbud. Det bliver ikke tilfældet i denne sag. Derudover kritiserer partierne, at sagen røg direkte i Økonomiudvalget. Normalt vil en sag først blive behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, så i Økonomiudvalget og så byrådet. Den kritik får opbakning fra eksperter i forvaltningsret, som DAGBLADET har talt med.

/Ritzau/


Nyhedsoverblik