Ringsted under administration

Økonomien i Ringsted Kommune er så ringe, at kommunen i løbet af et års tid vil blive sat under administration af Indenrigsministeriet. Det mener tidligere borgmester.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er kommunens forrige borgmester Benny Christensen (Soc.dem.), der vurderer, at kommunen bliver sat under adminsitration.

Han skyder med skarpt på flertalsgruppen med Venstre i spidsen for ikke at have styr på økonomien og for endnu ikke at have fremlagt et holdbart budgetforslag, skriver DAGBLADET Ringsted.

"Det budgetforslag, borgmesteren har fremlagt, betyder, vi bliver sat under administration. Man kan ikke som borgmester fremlægge et forslag, der ser sådan ud!" fastslår han og tilføjer, at Socialdemokraterne endnu ikke er blevet præsenteret for et nyt forslag.-

"Men det er på vej, så kommunen slipper for at blive styret fra Indenrigsministeriet", siger borgmester Niels Ulrich Hermansen (V) og tilføjer "Det gør vi alt, hvad vi kan for ikke at blive. Det er det, der arbejdes med. Men det er da klart, der er en risiko for det, hvis ikke vi bærer os korrekt ad."

Spørgsmålet er, om et flertal er parat til at tage de ubehagelige skridt.Hvad det er for skridt, ønsker han ikke at udtale sig om inden i morgen aften, hvor gruppeformændene og Økonomiudvalget mødes til en ny forhandling om budgettet. Benny Christensen har dog et bud. Udover besparelser skal skatten sættes op.

"Som økonomien er banket ud nu, er man nødt til det. Det er så alvorligt, at noget må ske. Man har ikke evnet at gennemføre de besparelser, man vedtog for et år siden. Så der skal fjernes mange penge", vurderer han.

Niels Ulrich Hermansen har dog tidligere afvist skatteforhøjelser. "Det vil være fuldstændig vanvittigt," har han sagt til DAGBLADET med henvisning til, at staten alligevel vil inddrage provenuet.

Som nævnt vil borgmesteren ikke afsløre, hvad hans spareforslag går ud på. Men det afslørede Benny Christensen, da Socialdemokraterne forleden holdt åbent gruppemøde.

"Ikke overraskende og helt nødvendigt lægger borgmesteren op til besparelser på de tunge områder som ældre-, skole- og beskæftigelsesområdet, men det er slet ikke præciseret, hvordan besparelserne tænkes udmøntet", sagde Benny Christensen.

 


Nyhedsoverblik