Ringsted får ingen natbus

Foto: TV ØST

Der er ikke en natbus på vej Ringsted, selvom Køge nu får busdækning i nattetimerne.

På søndag træder Movias nye køreplaner i kraft, og i Køge betyder det, at en af A-busserne overtager natbusbetjeningen. I Ringsted kører A-bussen kun i dagtimerne, og sådan vil det formentlig fortsætte længe.

Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Ingen planer om natbusser

- Der er ingen drøftelser om natbusdrift i Ringsted, men det er ikke utænkeligt, at den tendens med offentlig transport om natten på et tidspunkt flytter ud til byer uden for hovedstadsområdet, siger områdechef i Movia Lars Richter.

Men formand for Ringsted Kommunes klima- og miljøudvalg Svend-Erik Jakobsen (S) tror ikke, behovet for natkørsel opstår, heller ikke, hvis DSB lancerer togdrift om natten.

Ikke nok passagerer

- Når jeg ser på anvendelsesmønstret i dag, så er der kun en, to, tre passagerer på de sene afgange, og jeg har ikke den store tiltro til, at det vil komme. Jeg tror også den ordning vil blive for dyr i forhold til vores forpligtelse til at bringe pendlere på arbejdet klokken seks om morgenen.
 
Ringsted Kommune har sparet penge på øget passagertilgang i busserne, men der er ikke planer om at forbedre busdriften for besparelsen pt.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App