Rigsadvokat ser på hjemmerøverier

Foto: TV ØST

Fremover skal samtlige sager om hjemmerøverier forbi rigsadvokaten. Han vil sikre, at der bliver krævet hårde straffe, og at milde domme ankes.

Gang på gang har grove hjemmerøverier - hvor folk bliver overfaldet, truet og berøvet i deres eget hjem - rystet befolkningen og ryddet forsider. Det har fået politiet til at sætte hjemmerøverier på listen over prioriterede indsatsområder. Justitsministeren har krævet hårdt mod hårdt, og nu sætter landets øverste anklagemyndighed, rigsadvokaten, også fokus på området, skriver Berlingske Tidende.

Tirsdag udsender rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen en skrivelse til landets statsadvokater og politidirektører med et krav om, at samtlige sager om hjemmerøverier skal forbi rigsadvokaturen - både før sagen bliver afgjort i retten for at sikre, at anklageren kræver en tilstrækkelig høj straf, og når dommen er faldet for at sikre, at for milde domme bliver anket.

Skal straffes hårdere
- Vi sidder med en fornemmelse af, at der har været en stigning i antallet af hjemmerøverier, og der er en forventning om, at vi skærper vores fokus på området. Derfor er det vigtigt, at vi koordinerer og sikrer, at disse sager bliver behandlet ensartet og hårdt over hele landet, forklarer han og understreger, at hjemmerøverier per definition skal straffes hårdere end almindelige røverier.

Rigsadvokatens tiltag følger i kølvandet på en utvetydig udmelding fra justitsminister Lene Espersen (K) tidligere på året efter en stribe grove hjemmerøverier.

- Røverier i private hjem hører til blandt de meget grove former for kriminalitet. Det bør være en skærpende omstændighed i strafudmålingen, når et røveri foregår i et privat hjem, lyder det fra Lene Espersen.

/ritzau/

Herunder kan du se en oversigt over den seneste tids hjemmerøverier i regionen:

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App