- Hvor er retfærdigheden henne?
Sådan spørger Kurt Petersen fra Holbæk. Han er en af de flere hundrede danskere, som for år tilbage brugte træbeskyttelsen Rentolin til deres hus.
Dengang blev midlet markedsført som et produkt, der sagtens kunne bruges indendørs.
Men midlet viste sig at være giftigt og gav kroniske lidelser for de, som boede i husene, der var behandlet med midlet.
Allerede i 2000 fik Kurt Petersen rettens ord for, at Rentolin var skyldig, men som stadig ikke har fået udbetalt nogen erstatning.
I syv år har sagen ligget stille, men efter endelig at være blevet taget op i Østre Landsret, blev sagen i dag udskudt mindst 18 måneder mere.
Grunden er, at en af de skønsmænd, som har undersøgt de forurenede boliger, er erklæret inhabil.
Han har udtrykt sig positivt over for dem, der er berørt af den giftige træbeskyttelse, og nu skal der altså laves nye skøn, og dermed trækkes sagen endnu en gang i langdrag.