Rekord mange boliger til salg

Antallet af "til salg"-skilte har aldrig været så højt. Det giver huskøbere gode muligheder for nedslag i prisen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Huskøbere i Region Sjælland kan glæde sig. Udbuddet er historisk højt - lige nu står 9.236 villaer, rækkehuse, ejerlejligheder, landejendomme og sommerhuse til salg her i området. Det viser tal, som DR Sjælland har fået fra Dansk Ejendomsmæglerforening.

Med næsten 70 procent flere boliger udbudt til salg end for et år siden, er der vendt op og ned på rollefordelingen:

- Fra at være sælgers marked er det pludselig blevet købers marked. Der er mulighed for at gøre en god handel, siger Henrik Høpner, formand for Danske Boligadvokater, som rådgiver huskøbere.

Udbuddet af villaer og parcelhuse er steget mest i Køge, Roskilde, Ringsted, Greve, Solrød, Holbæk og Stevns kommuner. Her er antallet fordoblet eller endda tredoblet siden februar 2006. I den nye Holbæk storkommune er der for eksempel lige nu "Til salg"-skilt ved 422 huse - for et år siden var udbuddet kun på 202 huse. Topscorerer er Køge Kommune, hvor der for et år siden kun var 104 huse til salg. I dag er tallet 331.

I den anden ende af regionen - på Lolland og Falster - kan købere lige nu vælge og vrage mellem hele 903 villaer og parcelhuse mod 607 for et år siden.

Der er også langt flere sommerhuse til salg i Region Sjælland - lige nu 1.869 mod 1.311 for et år siden.

Formanden for de Danske Boligadvokater mener, at det må betyde faldende priser. Henrik Høpner tør ikke give et helt firkantet bud på, hvor meget købere skal gå efter at trykke prisen:

- Men realistisk ligger man nok mellem 5 og 10 procent, siger han.

Se selv det store udbud på Dansk Ejendomsmæglerforening boligsite på Internettet, hvor 98-99 procent af alle udbudte ejendomme er med: www.boligsiden.dk


Nyhedsoverblik