Rejsehold ind i sag om politiskud

Først i løbet af søndagen kan statsadvokaten afhøre den politibetjent, som i går skød en 19-årig mand i benet. Rejseholdet skal hjælpe med efterforskningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiets Rejsehold bliver nu inddraget i efterforskningen, efter at en betjent lørdag i Vordingborg skød en 19-årig mand i benet. Det skriver politiken.dk.

Den 19-årige var ifølge TV2 News udeblevet fra afsoning af en straf for vold mod tjenestemand. Da politiet fandt ham, stak manden af, og politibetjenten satte efter ham. Flugten endte i en have i et villakvarter, hvor det angiveligt lykkedes den unge mand at få fat i betjentens knippel. Til sidst så betjenten sig tilsyneladende nødsaget til at skyde ham i benet.

Statsadvokat Line Scharf, der står for efterforskning af sagen, kan først søndag afhøre betjenten, der skød.

Politiinspektør Thorkild Jensen fra Sydsjællands Politi ønskede lørdag ikke at udtale sig om sagen over for Ritzau.

Den 19-årige er ifølge politiken.dk særdeles godt kendt af
politiet.

/ritzau/


Nyhedsoverblik