Det vi har sammen

Regnvejret skaber flere oversvømmelser

Foto: TV ØST

Kraftig regn og masser af smeltevand førte onsdag til oversvømmelser på flere veje i regionen.

Vandpytter på størrelse med fodboldbaner, og flere steder med en dybde, der kræver de helt store gummistøvler i brug, har onsdag morgen betydet problemer for trafikken flere steder i regionen.

Især på Lolland har smeltevandet til morgen givet problemer, hvor ikke kun lokale veje men også Sydmotorvejen har været ramt af de store vandmasser.

- Vi har måttet afspærre det ene vejspor ved både Våbensted og ved Sakskøbing på grund af vand på vejbanen, fortæller Torben Kristensen fra Vejdirektoratets Trafikinformationscenter til TV2 ØST.

Slamsugere i kamp mod vandet

Vejdirektoratet har sendt slamsugere for at rydde op på motorvejen, da det ellers kan fremkalde farlige situationer.

- Der er ikke så meget vand, at biler i princippet ikke kan køre igennem det. Men det er nok til at give farlige situationer, og derfor sætter vi ind over for det, siger Torben Kristensen.

Ifølge TV 2 Vejret, så skyldes oversvømmelserne det pludselige tøvejr.

- Vi har haft en længere periode med frostvejr og godt med sne – og nu vinden er slået om i vest, så kommer det ene regnvejr efter det andet. Det betyder, at vi både får masser af smeltevand og regnvand at slås med, fortæller Jens Ringgård Christiansen til TV2 ØST.

Vandet kan ikke komme væk

Samtidig så driller frosten stadig, selvom sneen er væk.

- Vandet kan ikke sive ned i jorden, og det er for koldt til, at det fordamper. Det betyder, at det samles i store pytter, der er meget længere end normalt om at forsvinde, siger Jens Ringgård Christiansen.

Ifølge TV 2 Vejret, så kan vi vente masser af regn i de kommende dage, og derfor kan de store vandpytter og lokale oversvømmelser forekomme resten af ugen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App