Regningen stiger for de fattige kommuner

Den økonomiske krise går hårdt ud over de fattige kommuner, der skal betale meget mere til forsørgelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lolland har brugt 20.500 kroner per borger i år på passiv forsørgelse, mens Allerød Kommune slipper med 4.400 kroner per borger. Forskellen på kommunernes udgifter til blandt andet kontanthjælp og førtidspension har altid været der. Men den er blevet langt større, viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, som Ugebrevet A4 har analyseret. Hvor stor udviklingen er i hver enkelt kommune, dokumenterer Ugebrevet A4 på et interaktivt Danmarkskort.

Indenrigsminister Margrethe Vestager (R) melder nu klart ud, at hun forventer, at udligningsreformen bliver ændret allerede til næste år.

Krisen har nemlig ikke ramt jævnt hen over landet. Især er den fjerdedel af kommunerne, som i forvejen havde flest på passiv forsørgelse, fået en kæmpe ekstra regning. Fra januar til august i år har de dårligst stillede kommuner betalt mindst 12.022 kroner per borger i arbejdsstyrken til passiv forsørgelse. Det er næsten dobbelt så meget som i samme periode i 2008.

Ishøj er én af de kommuner der kæmper. Her bor mange ufaglærte og folk med kortere uddannelse, som har mistet jobbet under krisen. I år udgør Ishøj Kommunes udgifter til passiv forsørgelse 14.674 kroner per borger i arbejdsstyrken. Det er mere end dobbelt så meget som i 2008.

- Det har betydet, at Ishøj har gennemført besparelser over en bred front. Det er normalområdet, som har holdt for, og det har ikke været rart, siger Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp (S) til Ugebrevet A4.

Selv om bloktilskuddet blandt andet skal sikre, at forskellen mellem rige og fattige kommuner bliver udjævnet, så har udkantsområderne længe været utilfredse med fordelingen af bloktilskuddet. Kravet om en ny udligningsreform tager nu til i styrke.

- De kommuner, som i forvejen er svagt stillede, har fået det endnu sværere. Skruen bliver presset endnu mere, så en udligningsreform er mere og mere velkommen, lyder det fra Jesper Rahn Jensen, direktør for social- og arbejdsmarked i Gulborgsund.

Kravet ser nu ud til at blive hørt. Indenrigsminister Margrethe Vestager (R) melder nemlig nu klart ud, at hun forventer, at udligningsreformen bliver ændret allerede til næste år.

- Når man ser på kommunerne, er det relativt store summer, som bliver flyttet rundt mellem dem. Det er klart, at som tiden går, er der behov for justeringer af reformen, hvis noget er åbenlyst uretfærdigt. Men det er oversolgt, hvis man forventer en egentlig reform af udligningsreformen, siger indenrigsministeren til Ugebrevet A4.

Venstre er også villig til at ændre udligningsreformen, men det bliver ikke en let øvelse.

- Det er klart, at det er relevant at kigge på udviklingen i passiv forsørgelse, når man skal lave en ny udligningsreform. Vi vil gerne undersøge, om fordelingen kan være mere ligelig og retfærdig mellem kommunerne. Men det bliver ikke let. Dem, som betaler, er sure over, at de betaler for meget. Og de kommuner, som får, klager over at få for lidt, siger Jacob Jensen, kommunalordfører for Venstre.


Nyhedsoverblik