Regn og slud afløser solen onsdag

Efter flere forårsdage bringer de kommende dage ustadigt og blæsende vejr. Vejrskiftet kommer med regn og slud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En front med regn afløser onsdag den blå himmel. Fronten kommer fra vest og vil være ledsaget af opfriskende vind.

Regnvejret, der ventes at vare et par timer, passerer hurtigt hen over landet og efterfølges af et område med byger og koldere luft. Det skriver vejret.tv2.dk.

I den kolde luft, der når ind over Jylland i løbet af onsdag eftermiddag, kan bygerne indeholde slud og måske endda sne. Enkelte steder vil bygerne være så kraftige, at de giver hagl.

I aften kan der flere steder i landet falde slud- og snebyger, og det kan ikke udelukkes, at der i aftentimerne enkelte steder vil være sne- eller isglatte veje.

Allerede sidst på natten trænger næste frontsystem frem fra vest. Det kommer i forbindelse med et lavtryk, der skal passere landet med blæsende vejr.

Fra sidst på natten og torsdag morgen kan der falde sne eller slud i de østlige egne, men hurtigt vil al nedbør falde som regn­.

Samtidig med frisker vinden op fra sydvest og senere vest - og så er der lagt op til en blæsende dag.

Torsdag byder på kuling med vindstød af stormstyrke.

/ritzau/


Nyhedsoverblik