Regionsrådspolitikere vil gerne blive på taburetterne

Både i Region Hovedstaden og Region Sjælland vil flertallet af de nuværende regionsrådsmedlemmer genopstille til valget i 2009.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Eksperternes kritik af sygehusplanerne giver flere af regionernes folkevalgte en ekstra grund til at stille op igen, skriver Dagbladet.

På tærsklen til valgåret 2009 står det klart, at flertallet af de nuværende regionsrådsmedlemmer i såvel Region Hovedstaden som Region Sjælland er parate til en ny fireårig periode som først og fremmest sygehus-forvaltere.

En rundspørge til samtlige 82 sjællandske regionspolitikere viser, at mindst 47 af dem genopstiller ved valget i november, og antallet af genopstillere vil givetvis vokse. I de to regioner tilsammen er det nemlig kun 18, der på nuværende tidspunkt har besluttet ikke at søge genvalg. Resten er i tvivl eller holder foreløbig kortene tæt til kroppen.

Regeringens eksperter i det såkaldte Erik Juhl-udvalg har givet begge regioner dumpekarakterer for deres sygehusplaner, og det har fået flere regionspolitikere til selv at stille spørgsmålet: Hvad vil I med os, hvis vi ikke må bestemme over det, der er vores væsentligste opgave?

Alligevel er det de færreste, der bruger sygehus-spørgsmålet som begrundelse for deres beslutning om genopstilling eller ej. Omend flere nævner diskussionen om centralisering af sygehusvæsenet som en ekstra grund til at blive og kæmpe videre.

- Det hjælper jo ikke noget at stikke halen mellem benene. Nogen må jo dæmme op for regeringens udsultning af det danske sundhedsvæsen, lyder det fra socialdemokraten Vagn Majland, Region Hovedstaden, hvor den konservative Helsingør-borgmester Per Tærsbøl genopstiller til regionsrådet med begrundelsen:

- Jeg vil gerne være med til at lukke regionerne og kæmpe for at bevare hver eneste skadestue!

Venstres Henning Fougt, Region Sjælland, siger, at debatten om sygehusene ikke har haft indflydelse på hans beslutning om at genopstille, og tilføjer:

- Men vi skal ikke bare smide håndklædet i ringen.

- Nej, Juhl-udvalget har ikke haft indflydelse på min beslutning, men vi skal insistere på at bestemme det, vi er sat i verden til at bestemme, lyder det fra Bruno Jerup, Enhedslisten i Region Sjælland, hvor der imidlertid også findes en løsgænger, der formentlig søger genvalg netop for at få resten af regionsrådet til at lytte til eksperterne.

- Vi skal gå i dialog. Vi får ingen penge, hvis vi ikke imødekommer Juhl-udvalget, siger Torben Kjær, der tidligere repræsenterede Venstre i Region Sjælland.


Nyhedsoverblik