Det vi har sammen

Regionsformand siger farvel

Foto: TV ØST

Formanden for Region Sjælland, Kristian Ebbensgaard, genopstiller ikke til efteråret.

Formanden for Region Sjælland, Kristian Ebbensgaard (V), Køge, meddelte kort før middag i dag, at han efter et langt liv i politik ikke genopstiller til efterårets valg til regionsrådet, skriver DAGBLADET Roskilde.

Dermed ligger det fast, at Region Sjælland skal have ny formand fra nytår, uanset hvilket parti, der får størst opbakning ved valget den 17. november.

Venstre holder først opstillingsmøde til april, men et godt bud på en ny spidskandidat vil være partiets gruppeformand i regionen, Kirsten Devantier, Næstved. Inden hun blev valgt til regionsrådet, sad hun i amtsrådet i Storstrøms Amt i tre perioder og var de sidste seks år formand for amtets psykiatriudvalg.

I regionen er 61-årige Kirsten Devantier næstformand for Forum for opgaver og kompetencer i sundhedsvæsnet og desuden medlem af forretningsudvalget og forum for psykiatri. Hun stiller sig gerne til rådighed som spidskandidat.

Kristian Ebbensgaard meddelte sin beslutning om ikke at genopstille til regionsrådet, da Region Sjælland i formiddag holdt nytårskur i regionshuset i Sorø.

En anledning, der også blev benyttet til at indvie regionsrådets nye mødesal, der er etableret gennem en ombygning og udvidelse af det tidligere Vestsjællands Amts amtsrådssal.

Kristian Ebbensgaard forklarede de mange fremmødte, at hans beslutning om at stoppe efter en periode i regionsrådet blev truffet, allerede inden han stillede op i 2005.

- Det er ikke nogen enkelt begivenhed, der har gjort udslaget, sagde han og forsikrede, at han vil arbejde videre med fuldt engagement, til hans embedsperiode udløber ved årets udgang.

Socialdemokraterne stiller med Tommy Kamp, Køge, som deres bud på den næste regionsrådsformand.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App