Regionen mangler tillidsrepræsentanter

Der er stor mangel på tillidsrepræsentanter her i regionen. Det viser tal som TV2 ØST har fået HK Privat til at gøre op. Manglen kan få negative konsekvenser for både ansatte, fagforening og arbejdsgiver.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er 85 tillidsmænd tilknyttet HK Privat her i regionen. Det er ikke meget, når der samtidigt er 1000 virksomheder, som kunne have en tillidsrepræsentant fra HK Privat, fordi der er mere end 5 ansatte.

Den tendens, er man langtfra tilfreds med i HK Sjælland.

- Det er ikke godt nok. Det er måske ikke overraskende, fordi det kan være et hårdt job, siger faglig konsulent Kim Christensen.

Professor i organisation og ledelse fra Roskilde Universitetscenter Steen Scheuer, er overrasket over det lave tal. Han mener, det er et problem for HK.

- De ansatte mangler en til at være en samlet stemme for dem. Både i forhold til arbejdsgiveren, men også i forhold til HK. Det betyder blandt andet, at HK får en masse henvendelser fra folk, som burde have en tillidsmand at snakke med som første led”, siger Steen Scheuer.

Men det kan også blive et problem for arbejdsgiverne.

- Hvis arbejdsgiverne ikke har ordentligt føling med stemningen og den samlede mening blandt medarbejderne i virksomheden, kan konflikter udvikle sig uheldigt. Det kan i værste fald betyde medarbejderflugt eller strejke, siger Steen Scheuer.

Han mener en tillidsrepræsentant kan være med til at afhjælpe problemet.

I overenskomstforhandlingerne har HK forsøgt at gøre forholdene bedre for tillidsmændene.


Nyhedsoverblik