Regionen får endnu et borgcenter

Harald Blåtands gamle vikingeborg ved Slagelse skal overtages af Nationalmuseet, der vil lave et internationalt anerkendt oplevelses- og videnscenter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nationalmuseet skal fra nytår varetage driften af vikingeborgen Trelleborg nær Slagelse og sørge for at løfte turistattraktionen op i international klasse.

Det står klart, efter at Slagelse Kommune og Nationalmuseet har givet hånd på, at man i samarbejde vil udvikle området omkring den mere end 1000 år gamle ringborg og etablere et internationalt anerkendt oplevelses- og videncenter.

- Vi vil udvikle Trelleborg til at blive et reelt kulturelt fyrtårn i Slagelse Kommune. Der er så meget potentiale i området i forhold til at formidle en meget spændende del af Danmarks historie, siger borgmester i Slagelse Kommune, Lis Tribler (S), til Ritzau.

Kong Blåtands borg

Ringborgen vest for Slagelse blev opført omkring år 980 og betragtes som et af de centrale steder i Harald Blåtands samling af det danske rige.

Den karakteristiske vikingeborg er i dag flankeret af et mindre museum, men med beslutningen om at realisere projektet "Ny Trelleborg" skal området frem til 2017 udvikles og udvides, så historien om vikingerne kan fortælles med moderne virkemidler.

Mens den egentlige viden om vikingetiden og udviklingen af det kommende oplevelsescenter leveres af Nationalmuseet, har byrådet i Slagelse besluttet at tage sig af finansieringen.

Satser på vikinger

Hos Nationalmuseet ser direktør Per Kristian Madsen frem til samarbejdet:

- Vikinger er et af Nationalmuseets store satsningsområder. Derfor er vi glade for at blive en del af Trelleborgs fremtidige udvikling, når vi efter nytår overtager driften af det nuværende museum og det kommende formidlingscenter, siger han.

Nationalmuseet er i forvejen engageret i flere store forskningsprojekter med vikinger i fokus, ligesom museet driver Kongernes Jelling efter aftale med Vejle Kommune.

Video

Se Trelleborg fra luften i videoen herunder:

 

/ritzau/


Nyhedsoverblik