Det vi har sammen

Regional biskop siger nej til nyt ritual for homoseksuelle

Foto: TV ØST

To biskopper ud af landets 10 siger nej til, at homoseksuelle par kan blive velsignet i kirken. En af de to er biskop i Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaard.

Hvis kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) henvender sig til landets 10 biskopper og beder dem om at give folkekirken et historisk nyt ritual, så er der kun to, der vil sige blankt nej.

Det viser en rundringning, som Kristeligt Dagblad har foretaget til samtlige biskopper i Danmark, efter at Kirkeministeriet for nylig offentliggjorde en historisk rapport med forslag til nye ritualer for homoseksuelle par i folkekirken.

Kirkeministeriets udvalg har med biskop Peter Skov-Jakobsen i spidsen givet politikerne to valgmuligheder for et nyt og autoriseret ritual for homoseksuelle par. Det ene er en velsignelse. Det andet er også en egentlig registrering af partnerskabet. Det skriver Kristeligt Dagblad.

I Ribe går biskop Elisabeth Dons Christensen ind for, at homoseksuelle får et ritual, men hun ønsker større valgfrihed end de to ritualer, der er lagt frem.

Biskop i Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard, afviser begge muligheder."Jeg er tilhænger af loven om partnerskab," siger han."Jeg er dog ikke i tvivl om, at forslaget om kirkelig velsignelse eller indgåelse af registreret partnerskab blot er et skridt i retning af fuld ligestilling mellem ægteskab og registreret partnerskab. Og det mener jeg - i øvrigt som rapporten - er et ejendommeligt abstrakt syn på mennesket, som jeg ikke kan finde bibelsk belæg for. Samtidig mener jeg, at vi skylder respekt og forståelse for dem, der ikke ønsker at leve deres homoseksualitet ud. Og hvis ikke der i kirken er en forståelse for og hjælp til disse mennesker, hvor skal de så gå hen," siger Steen Skovsgaard.

Biskop i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, kan i den nuværende situation ikke gå ind for nye ritualer."Det er en kunstig situation i forbindelse med autorisationen af et helt nyt ritual i samme åndedrag at sige, at det altså ikke er forpligtende for andre end dem, der vil følge det. Hvis ikke man kan gøre ritualer forpligtende for alle, synes jeg, man hellere skulle afholde sig fra at autorisere dem," siger hun.

Formanden for Kirkeministeriets udvalg, den københavnske biskop Peter Skov-Jakobsen, mener, at det er god evangelisk-luthersk teologi, at kirken nu rækker hånden frem mod de homoseksuelle.

I et stort interview i dagens avis fortæller han om udvalgets arbejde og ser samtidig frem til, at flere årtiers debat snart kan nå til en afklaring. "Nu har vi diskuteret registreret partnerskab siden 1989. Det er på tide, at folkekirken også her viser den rummelighed og imødekommenhed, som heldigvis kendetegner vores evangelisk-lutherske kirke i de fleste sager," siger Peter Skov-Jakobsen.

Sammen med biskopperne Kjeld Holm fra Århus og Niels Henrik Arendt fra Haderslev støtter han, at  homoseksuelle fremover skal kunne indgå deres registrerede partnerskab med fuld retsvirkning i kirkerummet.

Biskop Peter Fischer-Møller fra Roskilde er enig:

"Det handler ikke om at bøje sig for tidsånden, men om, at sådan vender evangeliet for mig," siger han.

Biskop i Fyens Stift, Kresten Drejergaard, har hidtil talt for, at vielsen skal helt ud af kirken både for homo- og heteroseksuelle. Men nu åbner han muligheden for, at han af realpolitiske årsager også kan gå ind for at flytte  et registrerede partnerskab ind i kirken.

"Bliver enden på det hele, at biskopperne bliver bedt om at udforme et ritual for indgåelse af registreret partnerskab i kirken, så må vi finde ud af det," siger Kresten Drejergaard.

Biskop i Viborg Stift, Karsten Nissen, har tidligere været modstander af at give homoseksuelle flere rettigheder i folkekirken. Men han har ændret holdning og går nu ligesom Henning Toft Bro i Aalborg ind for, at homoseksuelle kan få velsignet et registreret partnerskab, der allerede er indgået på rådhuset.

"Jeg kan gå ind for et ritual til kirkelig velsignelse af partnerskab, men ikke for indgåelse af partnerskab. Fordi udvalget også siger, at ægteskabet og registreret partnerskab er to forskellige ordninger. Registreret partnerskab er ikke et ægteskab," pointerer Karsten Nissen.

/ritzau/

 

 

Tip os Har du et godt tip?