Region vil optage opkald til vagtlæger

Foto: TV ØST

Efter hård kritik af vagtlægeordningen begynder Region Sjælland nu at optage samtaler mellem patienter og vagtlæger.

Region Sjælland går i løbet af få uger gang med at optage alle telefonsamtaler mellem patienter og vagtlæger på bånd. Det sker for at sikre, at der er dokumentation for, hvad der er blevet sagt eller ikke sagt i samtalerne, hvis patienterne senere klager over den behandling, som de har fået af lægen. Det skriver Berlingske Tidende.

Beslutningen om at optage samtalerne er truffet af forretningsudvalget i Region Sjælland, som har bevilget 200.000 kroner til etablering af ordningen samt 20.000 kroner årligt til driften af den, kommer efter, at avisen i en artikelserie har rejst en voldsom kritik af vagtlægesystemet.

- Nu har der været diskussion om det her, og så er det, at vi siger, at hvis det kan give større sikkerhed for alle parter, patienter og læger, hvis samtalerne optages på bånd, så gør vi det, siger medlem af forretningsudvalget Kirsten Devantier (V).

Manglen på dokumentation for samtalernes forløb kom for alvor i søgelyset i forbindelse med den såkaldte Christian-sag, hvor en 14 måneder gammel dreng døde efter at have slugt et minibatteri. Drengens forældre og bedsteforældre sagde, at de ved flere opkald til bl.a. vagtlæger netop i Region Sjælland havde påpeget, at drengen havde slugt batteriet, hvilket imidlertid blev afvist af lægerne. Og da samtalerne ikke blev optaget på bånd, stod påstand mod påstand.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App