Regeringen lader billetpriser stige

Foto: TV ØST

DSB hæver priserne på billetterne, selvom SRSF-regeringen lovede det modsatte i valgkampen.

I ti år tordnede den gamle opposition mod de stigende priser på kollektiv trafik. Men selv om partierne nu er kommet i regering, stiger priserne på både klippekort, periodekort, pensionistkort og særlige kort til blinde.

Det hidser baglandet op hos både Socialdemokratiet og SF, skriver Politiken tirsdag.

- Det er den forkerte vej at gå. Vi vil gerne have flere folk over i den kollektive trafik. Hvis vi skal det, skal kvaliteten højnes, og prisen skal nedad. Nu starter de med at lade prisen gå op. Det gavner netop ikke den kollektive trafik, siger borgmester Mette Touborg (SF) fra Lejre til Politiken.

Takststigningerne, der kommer til januar, blev mandag annonceret på DSB's hjemmeside og resulterer i samme stigningstakt som i årene under VK-regeringen. I valgkampen lovede ikke mindst partiformand Villy Søvndal (SF) på københavnske busreklamer lavere takster.

Men nu stiger de altså, og det forstår regeringens støtter i Dansk Metal ikke. Formand for Metal Hovedstaden, René Nielsen siger til Politiken:

- Det er ikke lige den vej, man havde forventet, det ville gå. Det er skuffende, det svarer ikke til vores forventninger, og det er godt nok et underligt signal, siger han.

Samme holdning har Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S), som kalder takststigningerne for et "skridt i den helt forkerte retning".

- Set fra Roskilde oplever vi et kollektivt trafiksystem, som overhovedet ikke kører. Når togene endelig kører, er der ikke pladser nok. De stopper ikke altid der, hvor de skulle stoppe. Det sejler, og så er det da helt forkert tilmed at sætte prisen op, siger hun.

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) lover, at regeringen stadig arbejder for at skaffe penge til lavere takster - men at de kommende stigninger er resultatet af beslutninger fra VKO-regeringen.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App