Det vi har sammen

Regeringen freder de rigeste kommuner

Foto: TV ØST

De rigeste kommuner betaler meget til de fattigste kommuner i landet. De skal ikke betale mere, fordi så kan det ikke betale sig at være en veldreven kommune, siger indenrigsminister Bertel Haarder (V).

Det bliver ikke en VK-regering, der strammer skruen yderligere over for landets på papiret rigeste kommuner, så de kommer til at betale mere til landets fattigste kommuner. Det vurderer indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) i et interview med dagbladet Børsen.

Han understreger dog, at det er i hele landets interesse, at Danmarks yderområder fortsat kan få økonomien til at hænge sammen.

»Det er svært at tage mere fra de rige kommuner. For så har de slet ingen fordele af ekstra skatteindtægter ved at lokke virksomheder til. Der er jo grænser for, hvor meget man kan tage af ekstragevinsten i de rige
kommuner. De afleverer 92 pct. Der skal jo blive lidt tilbage,« siger Bertel Haarder.

Omvendt skal kommuner som Gentofte, Rudersdal, Hørsholm og Allerød heller ikke sætte næsen op efter, at de kommer til at betale mindre til andre kommuner.

»Vi har fundet en balance, som jeg tror bliver svær at forrykke. Men måden, der udlignes på, kan naturligvis overvejes. De fattige kommuner argumenterer med lighed og retfærdighed. De rige argumenterer med, at det skal betale sig at være en veldrevet kommune, der lokker virksomheder og borgere til. Jeg køber begges argumenter. Jeg er minister for begge typer kommuner,« siger indenrigs- og sundhedsministeren.

Tip os Har du et godt tip?