Regering og EL fjerner fedt og sukkerafgift

Sukker- og fedtafgifter forsvinder, elvarme bliver billigere og udsendte slipper for skat ifølge aftale med EL

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


Regeringen fjerner fedt og sukkerafgifterne, sænker afgiften på elvarme, og udsendte danskere slipper for skat i delaftale med Enhedslisten om finansloven.



Det koster knap fire milliarder kroner og regningen sendes til skatteyderne.



De får sænket personfradraget med 900 kroner. Det giver godt halvanden milliard kroner. Samtidig hæves bundskatten med 0,19 procent, som giver knap 2 milliarder kroner.



Regeringen tilbød forgæves Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti pakken i finanslovforhandlingerne, som så fortsatte med Enhedslisten.



Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) glæder sig over, at aftalen forbedrer virksomhedernes vilkår.



- Disse afgifter gav store administrative omkostninger. Det er ikke det, der er brug for i den nuværende økonomiske situation.



- Vi har lyttet til de bekymringer, der har været, og sat handling bag ordene med en ambitiøs og fuldt finansieret afgifts- og konkurrencepakke, siger han.



Pakken bevarer ifølge økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager (R) job i Danmark.



- Med pakken fastholder vi arbejdspladser i Danmark, mindsker grænsehandlen og virksomhedernes administration. Det er godt. Samtidig har vi fundet en finansiering, der strukturelt er neutral. Det er også godt, siger Margrethe Vestager.



Aftalen øger ikke den sociale ulighed, mener Enhedslistens finansordfører Frank Aaen.



- Det afgørende for os har været, at den sociale profil var i orden. Afgifterne ramte socialt skævt, og nu har vi finansieret afskaffelsen af afgifterne på en måde, hvor det ikke er dem nederst i indkomstpyramiden, der betaler, siger han.



- Vi er tilfredse med, at uligheden i samfundet bliver lidt mindre, siger Frank Aaen.



/ritzau/


Nyhedsoverblik