Reformkoks ramte ægtepar

Statsforvaltning tog ikke stilling til ansøgning fra ældre par fra Holbæk-egnen. Sagen var blevet væk.

Den store kommunalreform gav så meget koks hos Statsforvaltningen Sjælland, at en sag blev væk. Først da et ældre ægtepar på Holbæk-egnen gik til Folketingets Ombudsmand, blev fejlen opdaget.

Meget kritisabelt, lyder dommen fra Hans Gammeltoft-Hansen.

Statsforvaltningen undskyldte sig med tekniske problemer, som gjorde, at sager ikke automatisk kunne overføres fra det gamle statsamt til statsforvaltningen, men hertil siger ombudsmanden:

- Jeg har forståelse for de vanskeligheder, som opstod, da statsamterne blev nedlagt og de nye statsforvaltninger blev oprettet, men alligevel er det ikke rimeligt, at borgerne udsættes for en lemfældig og sjusket sagsbehandling.

Der var opstået revner i det ældre ægtepars hus på grund af trafikken, og parret ønskede derfor at få erstatning fra kommunen. Før den sag kunne rejses, var det nødvendigt at finde grænsen mellem den kommunale vej og huset, og det spørgsmål skulle afklares i en såkaldt skelforretning. Ægteparret havde bedt om at blive fri for at betale udgifterne, men det offentlige besvarede aldrig henvendelsen trods rykkere.

Ansøgningen blev sendt i september 2006, men det var først, da ombudsmanden gik i aktion, at statsforvaltningen traf afgørelse. Det skete i januar 2008 - altså efter godt 16 måneder. Parret slap for at betale. Det viste sig, at sagen var blevet lagt på arkiv.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App